Ligestilling er på mange måder endt som Særstilling af piger og kvinder og har udviklet sig til Kønsracisme. Piger og kvinder er vigtige. Drenge og mænd tæller ikke. Det ses i alle lag af samfundet – fra børnepasning, uddannelse, arbejdsliv til død og begravelse.
Racisme handler om inddelingen af mennesker i hierarkier, hvor nogle grupper opfattes som mindre værd end andre, fx på grund af hudfarve, kultur, baggrund eller køn.
I Danmark har vi stødt og roligt udviklet kønsracisme i sådan en grad, så der tilmed er skabt en ny underklasse af mænd.
- Dårlige resultater i folkeskolen (fordi skolen favoriserer pigerne)
- Ingen eller dårlig uddannelse
- Ingen familie (ingen børn)
- Overdødelighed hele livet – op til 70/30
- Marginalisering: Ca. 4 ud 5 hjemløse er mænd
- Marginalisering: Ca. 3 ud 4 selvmord er mænd
I medierne, som afspejler vores kultur, ses marginaliseringen tydeligt ved at mænd gøres usynlige:
- Er en kvinde i problemer skriver man tydeligt “kvinde”. Historien personliggøres i avisen, TV osv.
- Er en mand i problemer, skriver man “person”. Historien gøres upersonlig
Der går ikke en dag uden at der er en personlig historie om en kvinde og noget i hendes liv, der iflg hende selv ikke fungerer. Reelt er det ofte småting, men nu er det jo en kvinde, så alt fra hendes privatliv såsom kærestesorger, spisning, parforhold, menstruation udpensles på forsiderne.
Mænd og mænds problemer fjernes strukturelt fra mediebilledet, så mænd bliver ikke spejlet og anerkendt. Omvendt gøres det strukturelt til mænds problem at mænd ikke er så gode til at tale om følelser. Der er desværre alt for mange fortællinger fra mænd, der viser at de faktisk har forsøgt at få hjælp – men ikke bliver lyttet til.
“Ligestilling” skaber ny underklasse af mænd
Underklassen af mænd har været der længe, men den er vokset fordi al ligestilling i Danmark i praksis har fokus på fordele og privilegier til piger og kvinder. Drenge og mænd er skrevet ud af stort set alle offentlige dokumenter om ligestilling – ikke kun i Danmark, men også WHO, FN og lignende organisationer skriver næsten kun om piger og kvinder. Drenge og mænd tæller simpelthen ikke med indenfor ligestilling.
Feminismens klagesang
Feminismen er oprindeligt forankret i reel ligestilling og sunde værdier. Desværre ligner nyfeminismen mere et luksus-konkurrence blandt bedrestillede kvinder om at få flest mulige privilegier uden selv at bidrage, tage ansvar eller forfølge en karriere.
Grundlæggende måler luksus-femininisterne ubalance ift mænd i de øverste sociale klasser som er ca. 10pct.
- Overklassen (ca. 1 pct.)
- Højere middelklasse (ca. 9 pct.)
De almindelige danske mænd og deres liv, som er 9 ud 10 mænd tæller simpelthen ikke med hos de fleste feminister.
Det tæller heller ikke, at de 10pct mænd konsekvent har et arbejdsliv – måske pånær overklassen – hvor de lider omfattende afsavn og arbejder 50-70-80 timer om ugen.
Ledere har ofte ikke har en grænse for øvre arbejdstid iflg de kontrakter de indgår.
Topledere har ofte en kontrakt, hvor det indgår at de skal stå til rådighed for virksomheden med der fulde arbejdsevne og forventes at være kontaktbar stort set døgnet rundt.
De Blå Mænd findes ikke iflg. femininisterne
Derfor får vi konsekvent historier i medierne om at kvinder ikke med nok med i bestyrelser og topledelse. Omvendt får vi absolut INGEN historier om kvinders manglende deltagelse i stort set alt praktisk arbejde, hvor der skal løftes mere end en pensel.